Indledning

I indledningen præsenteres og motiveres opgavens emne og/eller ramme. Hvad skal det handle om og hvorfor er det relevant at beskæftige sig med? Du bør ikke give en personlig begrundelse for, hvorfor du synes, det er spændende, men i stedet forholde dig til, hvorfor emnet er relevant for menigmand at beskæftige sig med.

Dernæst præsenteres opgaveformuleringen, som uddybes og begrundes. Hvis opgavetitlen er givet af læreren, skal du stadig forklare, hvordan du forstår opgaven. Du kan fx kort uddybe, hvad du lægger særlig vægt på i din redegørelse, eller hvilket forsøg du vil foretage. I indledningen skal du også kort præsentere det materiale, som besvarelsen vil inddrage.

Et godt råd er at vente med at færdiggøre indledningen, til du har skrevet selve opgaven. Det sikrer en præcis sammenhæng mellem de indledende spørgsmål, arbejdet i hoveddelen og de resultater, som du når frem til i din konklusion. Indledningens indhold stemmer således overens med selve din opgave.