Billedkunst - faggruppebeskrivelse

 Billedkunst er et kunstnerisk valgfag på C-niveau med mulighed for opgradering til B-niveau. Vi lever i en hyper visuel og digital kultur: Instagram, Snapchat, Tinder, Facebook, Youtube, reklamer, serier, film - aldrig har det været så vigtigt at kunne forstå og bruge billeder som nu. I billedkunst lærer du at tale billeders komplekse sprog og får øjnene op for helt nye dimensioner og vinkler på den visuelle kultur, du lever i. Når du har haft billedkunst, ser du verden, byen, kunsten, en selfie på en helt ny måde.

For nutidens billedstrøm er ikke kommet ud af det blå. Billedernes særlige sprog kan spores tilbage i kunsthistorien, og nutidens kunst leger med nye og gamle forståelser, så vi pludselig får et helt nyt syn på os selv, vores liv og kultur ved at arbejde med kunsten.

Det er det helt særlige ved faget. Vi analyserer ikke bare billeder og arkitektur: Vi tager ud af huset og oplever reklamer, kunstværker på museer og street art på byens mure, vi kigger på livet mellem husene på havnen, og sætter fokus på skulpturerne i parken. Og vi skaber. I billedkunst kan du lære - og udtrykke din læring - ved at lave eksperimenter med skrald, ler, fotografere, manipulere, installere, tegne, performe, male, klippe og klistre. Også selvom du aldrig før har arbejdet med kunst og ikke kan tegne en lige streg.

I faget bruger du hele tiden dine kreative og innovative evner og udvikler dem. Faget støtter din læring i andre fag og er for mange et frisk pust i skoleskemaet, hvor du får lov at arbejde på en anden måde.