Mediefag - faggruppebeskrivelse

source site Mediefag er et kunstnerisk valgfag på C-niveau med mulighed for opgradering til B-niveau.

 De levende billeder er en integreret del af vores moderne hverdag - vi ser dem på nettets streamingtjenester, websites og sociale medier, på tv og ikke mindst i biografmørkets bløde stole. Vi møder dem i super korte udgaver som GIFs og Snaps, i længere dokumentarer fulde af virkelighed, utallige former for spillefilm og lange spændende serier, der væver sig ind i vores dagligdags rytme.

Ingen kunstart er tættere knyttet til det moderne samfund og den teknologiske udvikling end de levende billeder. Engang var en kort filmstrimmel - sort/hvid og uden lyd - af et tog, der ankom til en fransk togstation, nok til at få publikum til at løbe skrigende ud af biografen. Nu gribes vi af kæmpe IMAX- og 3D-formater og søger mod virtual reality. Hvis vi altså ikke falder i staver ved busstoppestedet, bøjet over vores lille smartphoneskærm med det sidste nye afsnit af SKAM eller Game of Thrones.

De levende billeder - i alle formater, medier og platforme - er kernen i mediefag. Du lærer om filmsprog og gode fortællinger. Du kommer også bagom og lærer at lave dine egne film. Vi starter med små korte øvelser og ender med film på max 6-10 minutter. Undervisningen skifter mellem klasse- og gruppearbejde og projektarbejde, og det grundlæggende princip er en stadig vekslen mellem praksis og teori.

Nyere forskning viser, at mediefagselever bliver dygtigere til både at idéudvikle og eksperimentere, får styrket deres forestillingsevne, samarbejds- og forhandlingskompetencer. Og det filmiske håndværk er godt at kunne i en lang række andre af gymnasieskolens fag