Skriftlighed og omlagt elevtid

Siden sommeren 2010 har alle skolens elever omlagt elevtid. Andelen af tiden, der skal omlægges, er 40 % i 1g og 30 % i 2g og 20 % i 3g. Omlægningen giver eleverne mulighed for at søge vejledning og udvikle deres skriftlige kompetencer mere hensigtsmæssigt. 

Elevernes omlagte tid skemalægges i Ludus og tilskrives det enkelte fag som timer, læreren fordeler. Den omlagte tid skal anvendes til elevernes arbejde med konkrete skriftlige opgaver. Undervisning i, hvordan opgaver udarbejdes, ligger inden for almindelig undervisningstid. Den omlagte tid er elevens! 

Den tidsmæssige resurse til skriftligt arbejde er uændret. Læreren må fordele sin tid mellem rettearbejde og vejledning inden for den givne tidsramme. I begyndelsen af hvert semester indskrives de skriftlige opgaver i Ludus med den samlede elevtid som sædvanligt. Når opgaverne konkret stilles, skal det fremgå af opgavebeskrivelsen på Ludus, hvor meget elevtid der afvikles på skolen, og hvor meget elevtid eleverne skal bruge hjemme. 

Styrkelse af den skriftlige dimension inden for fagene 
Eleverne skal i forbindelse med det skriftlige arbejde udvikle deres skriftlige kompetencer inden for de forskellige fags rammer. Skrivning er et værktøj til faglig tænkning og læring, fastholdelse af viden, formidling og evaluering. Derudover skal fagene arbejde med mere studieforberedende kompetencer: Genrebevidsthed, sproglig korrekthed, disposition, argumentation, anvendelse af citater, figurer, illustrationer, præsentation, relevante henvisninger, noteapparat, litteraturliste, kildehenvisninger m.v. Dette indebærer, at også fag uden egentlig skriftlig dimension er forpligtet til at inddrage ny skriftlighed. 

Styrkelse af den skriftlige dimension på tværs af fagene 
Ud over de enkeltfaglige skrivekompetencer, som trænes i forbindelse med fagene, har skolen valgt nogle overordnede fokusområder, som skal trænes i alle fag i løbet af skoleforløbet. For hvert af de valgte områder skal der afvikles mindre tværfaglige forløb/opgaver med fokus på den skriftlige udformning. Disse forløb/opgaver skal også medvirke til at synliggøre ligheder og forskelle mellem fagene.

For flere detaljer om fokuspunkter og skriftlig progressionsplan se: Progressionsplan for skriftlighed.