Udsyn?

Udsyn er bevidstheden om, at man som menneske altid møder verden og andre mennesker med sine egne normer og forestillinger om, hvad der er naturligt. Det kan også kaldes fordomme. Disse fordomme kan ikke elimineres eller overvindes, men man kan arbejde med at blive bevidst om sine egne og andres fordomme, så man kvalificeret kan begå sig i et internationalt fagligt og medmenneskeligt fællesskab og tage ansvar for egen rolle heri.

Derfor arbejder vi på Århus Statsgymnasium med internationalisering i alle tre år af gymnasieforløbet. Det sker bl.a. i form af deltagelse i det globale UNESCO-skolenetværk, ved virtuelle samarbejder med udenlandske partnere, udenlandske gæstelærere, kortere elevudvekslinger og længere studieture - til tider med privatindkvartering hos værtsfamilier. Ved det faglige samarbejde med internationale partnere tilegner eleverne sig viden om globale politiske, geografiske, naturfaglige, kulturelle og historie-mæssige forhold, således at elevernes forståelse af nutidens globale problemkomplekser øges - herunder også hvordan de selv indgår som en del heraf.

Evnen til at samarbejde indenfor og på tværs af fagligheder med internationalepartnerne med en anden kultur på tværs af nationale skel og sprogbarrierer kalder vi for interkulturel kompetence. Denne interkulturelle kompetence baseret på udsyn ser vi som en essentiel del af elevernes gymnasieforløb på Århus Statsgymnasium og en forudsætning for, at eleverne kan begå sig succesfuldt i deres videre studier og på et fremtidigt arbejdsmarked.

I Århus Statsgymnasiums internationale strategi og profil er arbejdet beskrevet nærmere.