Biologi (A) Kemi (B)

Vil du gerne forstå verdens miljøudfordringer? Hopper du gerne i et par waders og undersøger vandhullets dyreliv og de kemiske stoffer i vandet? Synes du, det er spændende at dissekere rotter og dyrehjerter? Interesserer du dig generelt for sundhed, sygdom og kroppens mysterier?

Hvis du vil arbejde med bæredygtighed, forureningsbekæmpelse, være med til at sætte dit præg på fremtidens genforskning, eller drømmer du om at blive dyrlæge eller sygeplejerske? Så er denne studieretning lige noget for dig!

Du får biologi på A-niveau i 3 år og kemi på B-niveau i 2 år i denne studieretning. I slutningen af 2. g skal du opgradere enten kemi, engelsk eller matematik til A-niveau.

Fællesfagene (fx idræt, samfundsfag og dansk) er med til at tone studieretningen. I samfundsfag ser du fx på bæredygtighed, og i idræt laver du konditionstests, og resultatet kan du så bearbejde i kemi eller biologi.

Biologi (A): I biologi arbejder vi med alt fra molekyler og celler til organismer og økosystemer, og du kommer til at lave observationer og eksperimenter med planter og dyr og såmænd også med dig selv. Du kommer på feltarbejde ude i naturen, og du besøger forskningsinstitutioner og virksomheder for at se, hvordan naturvidenskaben bliver brugt i praksis.

Kemi (B): I kemi arbejder vi med at beskrive og undersøge stoffers opbygning, egenskaber og betingelser for reaktionerne. Det kan være fremstilling af et lægemiddel, produktion af vingummi eller undersøgelse af farver i naturen, fx hvorfor er bladene grønne om sommeren og gule/røde om efteråret?

Eksempler på aktiviteter og tværfaglige emner:

     Forløb om epidemier – influenza, AIDS og multiresistente bakterier

     Feltture til Molslaboratoriet og Årslev Engsø

     Fremstilling af chokolade

●   Klimadebatten i USA med kemisk og retorisk fokus

     Undersøgelse af bananfluers genetik

     Besøg på fertilitetsklinik

Videregående uddannelser
Ved at klikke her kan du se hvilke videregående uddannelser denne studieretning giver adgang til. Bemærk at 2. fremmedsprog ikke er valgt på siden.

Valgfag
I løbet af studieretningsforløbet vil der for alle elever være et valgfag i 2g. For elever, der har valgt et fortsættersprog, vil der være endnu et valgfag i 3g. Elever, der har valgt en ikke naturvidenskabelig studieretning, skal i 3g også opgradere et af de naturvidenskabelige fag fra C til B-niveau.

Som valgfag i 2g udbydes følgende fag:
Fysik B, Samfundsfag B, Billedkunst B, Mediefag B, Musik og lydproduktion C, Dramatik C, Design og arkitektur C, Erhvervsøkonomi C, Filosofi C, Psykologi C og Informatik C

Som valgfag i 3g forventer vi at udbyde følgende fag:
Samfundsfag A, Kemi A, Fysik A, Matematik A, Tysk fortsætter A, Fransk fortsætter A, Engelsk A, Idræt B, Dramatik B, Design og arkitektur B, Psykologi B, Filosofi B, Innovation C, Astronomi C og Latin C

Et valgfag på A-niveau kræver, at man har haft faget på B-niveau, og et valgfag på B-niveau kræver, at man har haft faget på C-niveau.