Læsebånd i grundforløbet

Formål

Formålet med læsebåndet er at styrke elevernes læsekompetencer, herunder deres evne til at koncentrere og fordybe sig i læsningen samt deres evne til at forstå det læste.

Organisering af læsebåndet

Læsebåndet er placeret de sidste 45 minutter af 2. lektion, dvs. lige inden frokost. Som elev læser man sammen med den lærer, man lige har haft. Læreren læser også.

Man vælger helt selv hvilken bog, man gerne vil læse. Man skal læse skønlitteratur på dansk, da den største effekt opnås herigennem. Hvis du har svært ved at finde en bog, har vi på skolen et lille bibliotek man kan låne fra – spørg din lærer.

Overgangen til læsning markeres tydeligt ved, at computere, telefoner, notesbøger mv. pakkes væk, så der ikke er rod omkring læserne. Man læser altid i klasselokalet man lige har haft undervisning i. Ved afslutningen af lektionen bruges 3-5 minutter på at fortælle en klassekammerat om bogen og det man har læst, samt evt. anbefale en bog vedkommende tidligere har læst eller er i gang med.

5 tips til læsning

  1. Find en bog, du virkelig gerne vil læse (få evt. hjælp til dette af en bogkyndig, fx en lærer, dine forældre eller en ven/veninde) og husk at tage den med, så du fortsætter med at læse i den samme bog.

  2. Giv bogen en chance, selvom starten måske virker kedelig. Men find en ny bog, hvis den bliver ved med ikke at fange dig.

  3. Sæt dig så behageligt som muligt, når du læser.

  4. Sluk al elektronik og læs offline – også uden musik i ørerne (brug evt. ørepropper i stedet). Øv dig i at udholde, og måske endda nyde, denne offline-stund.

  5. Det er en del af øvelsen og helt normalt, at man undertiden går i stå, bliver træt eller ukoncentreret. Tag en lille pause og prøv så igen.

Læsetræningsteknikker

Du kan blive inspireret til din læsetræning med disse læsetræningsteknikker.