I uge 37 og 38 skal alle 1g elever deltage i forskellige studieretningsworkshops af to dages varighed. Disse workshops vil hjælper til at afklare hvilken studieretning, der skal ønske d. 6. oktober. Der er information om de forskellige workshops nedenfor.
Desuden kan du læse om de forskellige studieretninger på hjemmesiden her:
https://www.aarhusstatsgymnasium.dk/kommende-elever/studieretninger-2020/
Studie- retnings- workshop | Valginformation |
MU EN | På workshoppen i engelsk og musik tager vi udgangspunkt i to musiknumre, som begge er blevet megahits. Dem vil vi analysere både med musikfagets og med engelskfagets værktøj for at opdage nogle af de kvaliteter i numrene, der har givet dem deres gennemslagskraft. Herefter vil vi arbejde med teori om sangskrivning. Det skal I bruge i slutningen af workshoppen, hvor I med inspirationen fra de professionelle numre og jeres nye sangskrivningsteori skal skrive jeres eget nummer. Som en del af processen med sangskrivningen skal I både synge og spille, og til sidst opfører I jeres egne numre for hinanden. |
MU MA | I studieretningsworkshoppen i musik og matematik bliver I præsenteret for nogle af de typiske arbejdsformer i fagene og eksempler på emneområder, hvor fagene kan gå i direkte samspil. I musik skal vi spille, synge og analysere musik og i matematik skal vi arbejde med statistik og matematiske beskrivelser af lyd. På tværs af fagene forsøger vi at besvare spørgsmålet: ”Kan vi ved hjælp af musikalsk analyse og statistiske beregninger forudsige et nummers chance for at blive et hit?” |
EN Bk Me | Prøv kræfter med, hvordan teori, analyse og kunstnerisk praksis smelter sammen i fagene og fagsamarbejdet mellem engelsk, billedkunst og mediefag. Vi skal arbejde med at undersøge og forstå WESTERN i film, malerier og amerikansk kultur og historie. Husk mobil/kamera og gerne cowboyhat. Du behøver ikke elske westerngenren – det kommer du til! |
EN SP la | I denne workshop finder I ud af, hvorfor det er rigtig lækkert at have tre sprogfag. I vil få prøvet, hvordan vi i både engelsk, spansk og latin arbejder med at blive dygtige til at mestre sprogene, og hvordan de tre sprogfag understøtter hinanden. Ordforråd – grammatik – kommunikation! I vil også blive introduceret til et af de emner, man typisk arbejder med på tværs af fagene, nemlig Latinos i USA. I vil blive præsenteret for nogle lette latinske sætninger. |
EN FRB la | Vil du kunne begå dig internationalt med flair og forståelse for andre sprog og kulturer? I denne workshop vil du blive præsenteret for mulighederne ved at have tre sprogfag. Gennem forskellige arbejdsformer kommer du på banen sprogligt, hvor du vil opdage, hvordan de tre sprogfag kan arbejde sammen og samtidig, hvordan de adskiller sig. Vi går i dybden med emnet family/la famille og vil arbejde rundt om dette grammatisk, analytisk og kommunikativt. I vil blive præsenteret for nogle lette latinske sætninger. |
EN TY la | Hvilke spor sætter en krig? Er vi stolte eller skamfulde over vores indsatser i forgangne krige? Hvordan er det forskelligt i Danmark, Tyskland og Storbritannien? Hvad betyder identitet for vores syn på fortiden? Vi tager ud af huset for at se med faglige øjne på historiske eksempler på krigens spor i Aarhus. Relevant for alle, der vil arbejde internationalt. |
SA EN | Vi kommer til at beskæftige os med amerikansk politik og de 2 store partiers grundholdninger. Derudover skal vi lære, hvordan man overbeviser andre mennesker om ens ideer, så man oftere får sin vilje. Der bliver både teori- og analysearbejde og noget praktisk, hvor I selv skal i gang. |
SA MA | Forstå Coronaens betydning for Danmark og Århus I samfundsfag analyserer vi coronaens betydning med økonomiske, politiske og sociologiske briller. På 2. dagen arbejder vi projektorienteret, hvor I selv skal lave kvantitative og kvalitative undersøgelser. Workshoppen slutter med en “messeudstilling”. |
MA FY Ke | Emnet for workshoppen er kasteparablen og andengradspolynomiet. Emnet undersøges gennem gruppeforsøg, teoretiske beregninger og et enkelt "langhåret" matematisk bevis. Vi slutter med en konkurrence, hvor vi skyder til måls med en lille kanon. |
MA KE Fy: | I skal arbejde med emnet ” Rusmidler og narko”: Fra alkohol og hash til kokain og designerdrugs. I skal se på, hvad der sker i kroppen, når stofferne indtages og modellere, hvor længe hjernen er påvirket. I laboratoriet skal I undersøge nogle af de virksomme stoffer i rusmidler og I skal afprøve en testmetode til at bestemme koncentrationen af THC i blodprøver fra hash-misbrugere i tiden efter indtagelse af stoffet. |
MA BT Fy: | I skal arbejde med emnet “Stråling og kræft” i fagene bioteknologi og fysik. I skal lære noget om teorien bag stråling og kræftceller. I laboratoriet skal I undersøge hvad der sker med celler som bestråles - er strålingen dødelig eller kan cellerne udvikles til kræftceller? |
BI Ke: | I studieretningsworkshoppen med biologi og kemi vil I komme til at arbejde med vores sanser og mad. Efter en introduktion til, hvordan vores sanser fungerer, vil I skulle teste jeres sanser. Desuden vil I komme til at diskutere forskellige aspekter omkring mad og selv fremstille og smage nye former for mad. |